A complete application in a minute
Tailored resume and cover letter, ready to send.
Sundhedsdatastyrelsen søger en Testmanager med teknisk flair til at sikre kvaliteten af LUNA-løsningen og arbejde hands-on tæt på udviklerne og release-forberedelsen.
Du planlægger og udfører testindsatser, udfører API-test og datavalidering, og sikrer at releases er dokumenteret og klar til produktion. En ISTQB-certificering og stærk forståelse af teststrategier er centralt.
Vil du arbejde med kvalitetssikring af den komplekse IT-løsning LUNA – og samtidig være tæt på dem, der udvikler den? Vi søger en Testmanager med stærke tekniske kompetencer, som trives med at arbejde hands‑on med test og være en central del af både udvikling og release‑forberedelse.
LUNA bliver fra 2027 en del af Digital Sundhed Danmark sammen med Sundhedsdatastyrelsen, sundhed.dk, MedCom og en række fælles nationale it‑opgaver fra regionerne. Digital Sundhed Danmark bliver en landsdækkende organisation, der skal styrke den digitale udvikling og sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.
LUNA er et fællesregionalt system til administration og afregning af praksisområdet, hvor vi varetager videreudvikling, drift og forvaltning på vegne af regioner og kommuner.
Som Testmanager har du ansvar for at planlægge, koordinere og udføre testopgaver i tæt samarbejde med udviklere, forretning og leverandører. Du kommer til at arbejde praktisk og teknisk med test – herunder integrationstest, API‑test og datavalidering – og du spiller en vigtig rolle i forbindelse med releases, hvor du også er med til at drive verifikationstest med sagsbehandlere i regionerne samt udarbejde release notes og sikre, at alt er klar til produktion.
Teststrategi og -metode er etableret, så dit primære fokus bliver at omsætte disse rammer til konkrete testaktiviteter og sikre kvaliteten i leverancerne.
Der venter dig en hverdag, hvor du arbejder helt inde i maskinrummet af en kritisk, national it‑løsning og kommer til at sidde tæt på udviklerne. Derfor er det vigtigt, at du har erfaring i rollen som Testmanager eller testansvarlig, gerne fra komplekse IT‑projekter. Samarbejde er naturligt for dig, og du kan tale med udviklere i øjenhøjde.
Vi er et lille team på 15, der arbejder tæt sammen og varetager opgaver fra support til udvikling af løsningen.
Tæt samarbejde med et udviklingsteam, du deler kontor med – og direkte adgang til sparring.
En hverdag med både ansvar og mulighed for at gå i dybden med tekniske testopgaver.
Indflydelse på testforløb og kvalitetssikring i praksis.
En arbejdsplads med høj faglighed, dygtige kolleger og god balance mellem struktur og fleksibilitet.
Vi er ikke lønførende, men vi værner om vores arbejdstid og forventer generelt ikke, at du arbejder mere end aftalt i din kontrakt. Der er mulighed for at aftale hjemmearbejde, men vi vægter også tilstedeværelse med kolleger højt, fordi det giver bedre betingelser for faglig sparring, vidensdeling og samarbejde.
Kompetenceudvikling er et fokusområde, og du får mulighed for at styrke og udvikle dine kompetencer gennem interne og eksterne kurser.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for den uddannelse, du besidder.
Som akademiker er du omfattet af den til enhver tid gældende Akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten.
Som HK er du omfattet af organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO‑S‑Fællesoverenskomsten).
Vi har røgfri arbejdstid.
Ansøgningsfristen er den 15. november 2026.