Uma candidatura completa num minuto
Currículo e carta de apresentação personalizados, prontos a enviar.
Humlehaven i Furesø Kommune søger en pædagog, der brænder for specialpædagogik og at gøre en forskel for børn med særlige behov. Arbeden indebærer tæt samarbejde med et kompetent team og muligheden for at bidrage til faglig sparring og videndeling.
Vi arbejder med struktur, visuel støtte og fokus på relationer, afstemt pædagogik og Low Arousal. Løn efter overenskomst med særlige tillæg som Furesøtillægget, og god mulighed for faglig udvikling og kollegialt samarbejde.
I Humlehaven er vi et specialiseret dagtilbud under Stavnsholt Børnehus. Vi har 15 børn fordelt på tre stuer med fem børn på hver stue. Her arbejder vi tæt sammen om at skabe trygge, udviklende og meningsfulde hverdage for børn med forskellige udviklingsmæssige og kommunikative behov.
Hos os skal du ikke stå alene med opgaven. Du bliver en del af et hus med mange pædagoger, der har lang specialpædagogisk erfaring, og hvor vi prioriterer faglig sparring, videndeling og tid til at reflektere over vores pædagogiske arbejde.
Vi ved, at specialpædagogik kræver mere end gode intentioner. Derfor arbejder vi efter årsnorm. Det betyder, at en del af din arbejdstid er planlagt som tid til forberedelse og andre opgaver væk fra børnegruppen.
Det er med til at sikre, at forberedelsestid ikke bare er noget, vi gerne vil have, når hverdagen tillader det – den er tænkt ind som en reel del af dit arbejde.
Vi arbejder med struktur, visuel støtte, kommunikation og relationsarbejde. Vores pædagogiske tilgang tager blandt andet afsæt i afstemt pædagogik, Low Arousal og kravtilpasning, hvor vi er nysgerrige på, hvad der ligger bag barnets adfærd, og hvordan vi som voksne kan tilpasse vores tilgang og rammerne omkring barnet.
Vi tror på, at børn gør det bedste, de kan, med de forudsætninger, de har. Derfor er det vores opgave at skabe betingelserne for, at de kan lykkes.
Forældresamarbejdet i et specialiseret dagtilbud er på mange måder anderledes end i almenområdet.
Vi følger børnene og deres familier tæt, og med tiden lærer vi familierne rigtig godt at kende. Vi får lov til at dele både fremskridtene og glæden, når noget lykkes – men vi står også sammen med forældrene i perioder, hvor familielivet kan være svært og krævende.
Det betyder, at forældresamarbejdet hos os fylder og betyder noget. Der kan være svære samtaler, forskellige perspektiver og situationer, hvor vi som fagprofessionelle skal kunne stå roligt og tydeligt. Men der er også mulighed for at opbygge stærke og tillidsfulde relationer til familierne og opleve, at samarbejdet omkring barnet faktisk gør en forskel.
Vi ser forældrene som nogle af de vigtigste samarbejdspartnere omkring barnet – de kender deres barn bedst, og vi skal sammen finde ud af, hvad der hjælper barnet til at trives og udvikle sig.
Nogle af vores børn har brug for særlig støtte til at navigere i hverdagens krav og forventninger. Når situationer bliver svære eller uoverskuelige, kan nogle børn reagere fysisk og udadrettet. Derfor arbejder vi med at forstå, hvad der ligger bag barnets reaktioner, og hvordan vi gennem en afstemt pædagogisk tilgang kan forebygge, skabe tryghed og hjælpe barnet videre.
Det gør vi sammen, og vi lægger vægt på, at vi som kolleger er nysgerrige på hinandens perspektiver og hjælper hinanden med at finde gode løsninger.
Vi forventer ikke, at du kan det hele på forhånd, men at du har lyst til at lære og udvikle din praksis sammen med os.
Du får en leder, som selv er uddannet pædagog og talepædagog, og som derfor har en særlig interesse for specialpædagogik, sprog og kommunikation.
Jeg er forholdsvis ny som leder, og jeg kommer ikke til at bilde dig ind, at jeg har alle svarene. Til gengæld får du en leder, der gerne vil være tæt på fagligheden, som er nysgerrig på medarbejdernes perspektiver, og som gerne sparrer om børn og pædagogisk praksis.
Jeg er også ret ferm til IT, systemer og struktur – og jeg går op i at skabe rammer, der gør hverdagen så overskuelig som muligt.
Og så er der én ting, jeg synes er vigtig:
Når du er på arbejde, skal der være ordentlige rammer for, at du kan gøre dit arbejde. Og når du har fri, skal du have fri.
Har du spørgsmål eller lyst til at komme forbi og se Humlehaven, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Maria på 72 16 50 40 eller pædagog Lizette på 72 16 37 97.
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Vi gør opmærksom på, at din private e-mail og/ eller telefonnummer bliver videregivet til faglig organisation i forbindelse med forhandling af løn.
I Furesø Kommune er attraktiv løn, interesse for hinandens faglighed og løbende personlig og faglig udvikling en vigtig del af vores virkelighed. Engagementet i den enkelte har stor betydning for børnenes trivsel, udvikling og læring. I Furesøs mange dagtilbud er forskellighed en styrke, og medarbejderne går gerne nye veje i arbejdet med at styrke udviklingen af den pædagogiske kvalitet med udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan.
Den indsats belønner vi med Furesøtillægget, der sikrer et kvalifikationstillæg på 7.000 kr. i nutidskroner årligt til alle fastansatte pædagoger.
I 4 videoer kan du blive klogere på, vi arbejder med at give Furesøs børn de bedst mulige vilkår og muligheder i livet. Se dem på furesoe.dk/blivpædagog