Aumenta le possibilità di ricevere una risposta da questo datore di lavoro
Il tuo curriculum e una lettera di presentazione personalizzati, che corrispondono esattamente a ciò che sta cercando.
Arbejdsmarkedsfastholdelse og Rehabilitering i Sorø søger en faglig koordinator til at sikre høj kvalitet i sagsbehandlingen og sætte retning for en samlet sygedagpengeindsats. Stillingen kræver solid faglighed og erfaring med opfølgning og udvikling af arbejdsgange.
Du bliver en central sparringspartner med fokus på tidlig indsats, arbejdsfastholdelse og virksomhedsrettede muligheder, og du bidrager til at omsætte beslutninger til praksis gennem data og ledelsesinformation.
Arbejdsmarkedsfastholdelse og Rehabilitering
I JOBSorø søger vi en faglig koordinator, der kan sikre høj kvalitet i sagsbehandlingen, skabe fælles faglig retning og understøtte en sygedagpengeindsats med fokus på tidlig indsats, arbejdsfastholdelse, progression og resultater. Herunder også bidrage til udviklingen af de arbejdsgange, der understøtter hele opgaveløsningen, så den omfatter både tiden før og under en sygemelding.
Vi står midt i en udvikling af sygedagpengeområdet, hvor nye reformer, ændrede rammer og stigende forventninger kalder på en stærk faglig indsats tæt på driften. Derfor søger vi en koordinator, som både har solid sygedagpengefaglighed og evnen til systematisk at følge op på, om vores indsatser skaber de ønskede resultater for borgere, virksomheder og kommune.
Hos os arbejder vi ud fra ambitionen om, at Alle har ret til et job. Derfor skal arbejdsmarkedsperspektivet være synligt i hele indsatsen. Vi tror på, at den bedste vej tilbage til arbejdsmarkedet ofte går gennem en tidlig dialog med arbejdspladsen, fokus på arbejdsfastholdelse og en aktiv anvendelse af de virksomhedsrettede muligheder.
Du bliver en central sparringspartner for både medarbejdere og ledelse og får en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens sygedagpengeindsats, hvor vi i langt højere grad også vil medvirke til undgå sygemeldinger på arbejdspladser igennem indsatser, der kan bringes i spil før en eventuel sygemelding.
Som faglig koordinator bliver du den faglige styringsmotor på sygedagpengeområdet.
Du skal være med til at sikre, at vi arbejder ud fra et stærkt fælles fagligt fundament, og at vores beslutninger, metoder og arbejdsgange omsættes til en praksis, der skaber progression i borgernes forløb.
En vigtig del af opgaven bliver at anvende data og ledelsesinformation aktivt til at understøtte kvalitet og resultater. Du skal kunne identificere mønstre, følge udviklingen i sagsbehandlingen og omsætte viden til konkrete forbedringer i praksis.
Du skal sammen med ledelsen bidrage til at sætte den faglige retning for området, understøtte fælles standarder og følge op på, om de bliver omsat i praksis.
Du skal have modet til at udfordre eksisterende arbejdsgange, stille faglige spørgsmål og bringe mønstre, udfordringer og udviklingsbehov videre til ledelsen, når der er behov for handling.
Vi søger derfor en profil, som kan skabe følgeskab gennem faglighed, relationer og troværdighed, men som samtidig er vedholdende, når kvalitet, progression og aftaler skal følges til dørs.
Med rollen følger ikke personaleansvar, men du skal inden for de rammer, der er afstemt med ledelsen, stille faglige krav, give feedback og følge op på de aftalte standarder.
Du bliver en del af en afdeling med omkring 30 dedikerede kolleger, der varetager opgaveløsninger inden for sygedagpenge, jobafklaring, ressourceforløb, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og fleksjob.
Vi vægter vores arbejdsmiljø meget højt, og vores fælles mantra er ordentlighed.
Vi tilbyder fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det.
Sygedagpenge består af 12 engagerede medarbejdere, der arbejder med hele spekteret fra den tidlige indsats til de længevarende sager, herunder også borgere på jobafklaringsforløb.
Stillingen er på 37 timer ugentligt med tiltrædelse snarest muligt.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne om Ny Løn.
Arbejdsstedet er JOBSorø, Rådhusvej 8, 4180 Sorø.
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Vores værdigrundlag er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.
Kommunen har godt 30.000 indbyggere og ligger midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.500 medarbejdere – og så er vi i øvrigt en røgfri arbejdsplads.