Erhalte eine Antwort von diesem Arbeitgeber
Dein Lebenslauf und dein Anschreiben, genau auf das zugeschnitten, was gesucht wird.
MOVCON søger en erfaren leder til uddannelsesområdet med ansvar for udvikling og kvalitetssikring af MOVCONs uddannelsesvirksomhed. Stillingen fokuserer på doktrinært grundlag, operative behov og løbende udvikling af personalets kompetencer.
Du får ansvar for rammerne, samarbejde på tværs af JMTO og MOVCON og muligheder for at forme retningen for uddannelsesaktiviteterne og opgaveløsningen.
God uddannelse kommer ikke af sig selv. Det kræver overblik, faglighed og evnen til at omsætte behov til konkrete løsninger. Som leder for uddannelseselementet i MOVCON får du en central rolle i at udvikle vores uddannelse, styrke kontrollen med vores operative kapaciteter og sikre, at vi er klædt på til at løse opgaverne. Du får ansvar, indflydelse og mulighed for at sætte retningen for, hvordan vi udvikler både mennesker og organisation.
MOVCON (Movement Control) er en værnsfælles operativ enhed under Joint Movement & Transportation Organization (JMTO). Vi arbejder med militær transport og operativ logistik og sikrer, at Forsvarets personel og materiel kommer frem, når det gælder – i Danmark og internationalt.
Hos os bygger samarbejdet på tre kerneværdier: Faglighed og en professionel tilgang. Gensidig tillid og en flad struktur. Ligeværdighed og respekt.
Vi tager ansvar, deler viden og finder løsninger sammen. Vi tror på frihed under ansvar, plads til initiativ og en hverdag, hvor vi gør hinanden bedre.
Vi ved også, at arbejdslivet skal hænge sammen med livet uden for hegnet. Derfor prioriterer vi fleksibilitet og en fornuftig balance mellem jobbet og hjemmefronten.
Du udvikler rammerne. Vi løfter kompetencerne. Sammen styrker vi MOVCONs operative beredskab.
Som leder inden for uddannelsesområdet får du en vigtig rolle i at udvikle og kvalitetssikre MOVCONs uddannelsesvirksomhed. Du skal sikre, at vores uddannelser følger det doktrinære grundlag, matcher de operative behov og løbende udvikles, så vores personel er klar til opgaven.
Du får en selvstændig rolle med en bred kontaktflade, hvor du samarbejder med både ledelse og faglige miljøer. Her får du mulighed for at præge udviklingen, stille spørgsmål ved det eksisterende og omsætte nye idéer til løsninger, der styrker MOVCONs samlede opgaveløsning.
Du er seniorsergent fra Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet og motiveres af at udvikle mennesker, skabe struktur og omsætte faglige behov til konkrete resultater. Du kan både se det store billede og holde styr på detaljerne, og du trives med at tage ansvar for processer, der kræver samarbejde på tværs af organisationen.
Erfaring med uddannelsesplanlægning, kvalitetssikring, kontrol eller personaleledelse er en fordel. Det vigtigste er dog, at du har lyst til at udvikle uddannelsesområdet og skabe sammenhæng mellem vores kompetencer og de operative krav, vi skal kunne løse.
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Dit faste tjenestested vil være i Karup.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.
I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her A1 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark og sejlads i danske farvande.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Myndighedsbefalingsmand Henrik Reinholdt tlf.: 41732543, e-mail: JMTO-KTP-MOVCON-MD@MIL.DK
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Personelkommandoen på mail PKOM-KTP-STPFLV@MIL.dk
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 1. december 2026 og samtaler forventes afholdt umiddelbart efter. Stillingen er til besættelse 1. februar 2027 eller snarest muligt.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
JMTO er Forsvarets leverandør af transport- og terminalløsninger – både når det drejer sig om nationale og internationale operationer, samt øvelser i ind- og udland. JMTO løser også transportopgaver for partnere uden for Forsvaret herunder for allierede.
JMTO sørger for, at logistikken fungerer. Både når der skal friske forsyninger og materiel ud til de danske soldater i et operationsområde i Mellemøsten, eller kampvogne skal til Tyskland på skydeøvelse.
Logistik, der virker, er ofte forudsætningen for alle Forsvarets aktiviteter både ude og hjemme. Vi sætter en ære i at få det til at virke.
Til at gennemføre transporterne anvender JMTO enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører.
JMTO er en værnsfælles NIV III myndighed geografisk placeret på Flyvestation Karup. Vi har medarbejdere fra alle tre værn samt et antal civile specialister.
JMTO består af en stab, af ARK-projektet samt en Movement Control (MOVCON) dispositionsenhed. Dertil kommer en stor og meget aktiv reserve, som deltager direkte i opgaveløsningen.