A complete application in a minute
Tailored resume and cover letter, ready to send.
Nyborg Kommune søger en socialrådgiver til handicapteamet i det specialiserede børne- og familieområde. Stillingen er fast og kræver erfaring med myndighedsarbejde og arbejde med børn og familier i krise.
Du kommer til at arbejde tværfagligt, møde familier med empati og professionalisme, og du vil være med til at udvikle og støtte børn med nedsat funktionsniveau. Arbejdet inkluderer sagsbehandling, netværksmøder og opfølgninger.
Vi har altid ambitioner om at blive et endnu stærkere handicapteam på det specialiserede børne- og familieområde, og vi har brug for endnu en dygtig socialrådgiver på rejsen, da en af vores dygtige medarbejdere går på barsel. Der er tale om en fast stilling.
Brænder du for socialrådgivning med hjerne og hjerte, og vil du via dialog og inddragelse være med til at sikre børn og unges udvikling, sundhed og trivsel? Har du lyst til at blive en del af et prioriteret område og en engageret afdeling, der altid arbejder målrettet på at udvikle og forbedre det specialiserede børnehandicapområde? Så er en hel flok dygtige kolleger klar til at tage i mod dig.
Vi er en dynamisk kommune, der tror på, at stærke fællesskaber skaber trivsel sammen med borgerne. I Nyborg Kommune hylder vi fællesskaber, ambitioner, visioner og mod.
Vi tror på nødvendigheden af et tæt samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger, så vi i fællesskab kan finde den bedste løsning i samarbejd med de familier vi er i kontakt med.
I Børnehandicapteamet arbejder vi med børn i alderen 0-23 år. Vi yder råd og vejledning til familier med børn, unge- og deres familier, som har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Vi arbejder ud fra lovgivningen i Barnets Lov samt enkelte paragraffer i Serviceloven, herunder kompensationsydelse og tabt arbejdsfortjeneste m.v.
Vi udarbejder målgruppervurderinger i form af Børne Handicap Udredninger, børnefaglige undersøgelser, børne-og ugeplaner, iværksættelse samt opfølgning af støtteforanstaltninger jf. Barnets Lov.
Handicapteamet håndterer også søskendesager i de tilfælde hvor det giver bedst mening for barnet/familien og ellers i tæt samarbejde med rådgiver i Børneteamet.
Du kommer naturligvis til at bruge din socialfaglige baggrund, men også din evne til at møde og rumme den specifikke familie, det enkelte barn og den situation, de står i. Når familierne kommer til os, er de ofte i sorg eller krise, og der er stort behov for empati, situationsfornemmelse og professionalisme i mødet. Vi møder barnet og familierne med en faglig nysgerrighed i forhold til, hvad vi kan tilbyde og vi søger proaktivt at tænke i løsninger og muligheder.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Lønniveauet (37 timer) udgør spændet mellem løntrin 32: ca. 400.000 kr. årligt og løntrin 38: ca. 445.000. årligt. Hertil kommer pension og fritvalgstillæg.
Vi gør opmærksom på, at der indhentes offentlig straffeattest og børneattest inden ansættelse.
Nyborg Kommune har røgfri arbejdstid. Politikken gælder alle ansatte og betyder, at det ikke er muligt at ryge i arbejdstiden. Rygepolitikken skal sikre, at alle ansatte i Nyborg Kommune kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø.