A complete application in a minute
Tailored resume and cover letter, ready to send.
Holbæk Kommune søger en alsidig sagsbehandler til Mobilitetsafdelingen. Du vil arbejde med opgaver inden for kollektiv trafik, vejmyndighed og vejdrift og samarbejde tæt med kolleger i afdelingen og organisationen.
Du forventes at have relevant uddannelse eller erfaring og stærke formidlingsfærdigheder, skriftligt som mundtligt. Arbejdet foregår i Holbæk med mulighed for fleksibel fremmøde og hjemmearbejde.
Vi søger en ny alsidig kollega, som har lyst til at arbejde med opgaver, der spænder over kollektiv trafik, vejmyndighed og vejdrift.
“Holbæk Kommune er i en spændende udvikling, hvor boligudvikling og befolkningstal er i vækst. Vi understøtter den kollektive trafikbetjening med god planlægning og den daglige drift. Derudover bidrager vi løbende med tilladelser til aktiviteter på vejene og har ligeledes ansvaret for drift af vejene, herunder bl.a. vintertjenesten. Vi er her for borgerne, og vi er gode til at arbejde på tværs og støtte hinanden i opgaveløsningen.” udtaler Martin Dufke, landinspektør og kollega i Mobilitetsafdelingen.
Vi søger en kollega, der ønsker at arbejde med en bred palette af opgaver inden for vej- og trafikområdet. Du skal derfor trives med at have flere forskellige opgavetyper i gang samtidig, være klar til "sceneskift" og gerne have erfaring inden for vej- og trafikområdet. Du vil have gode kolleger, som arbejder med de samme opgavetyper, så du kan forvente god sparring på tværs af teams, med kollegerne i afdelingen og på tværs i hele organisationen.
Mobilitetsafdelingen er en afdeling med 24 erfarne og dygtige medarbejdere. Afdelingen er organiseret i en teamstruktur med 5 teams, hvor det tværgående samarbejde bliver prioriteret højt. Vi repræsenterer bredt på faglighed, køn, alder og erfaring og vi brænder for at hjælpe borgere og trafikanter, hvilket vi gør ved at være nysgerrige og inddrage dem og bringe vores faglighed i spil.
Mobilitetsafdelingen sidder i storrumskontor ved Holbæk Havn, hvor vi supplerer hinanden i opgaveløsningen og støtter hinanden både fagligt som personligt, og vi vægter åbenhed, humor og udvikling højt. Kontoret summer af spændende projekter og snak hen over bordene for at finde de bedst mulige løsninger på opgaverne. Vi har en fleksibel fremmødekultur, hvor der også er plads til hjemmearbejde.
Mange afgørelser træffes sammen med dine dygtige kolleger, da det er væsentligt, at afgørelserne er i overensstemmelse med den fælles linje, vi administrerer efter.
Hos os får du et spændende og udfordrende job med gode muligheder for sparring med både leder og kolleger- Der er mulighed for personlig udvikling og kurser. Du får en spændende og varieret hverdag, hvor du vil have møder både i huset og rundt omkring i kommunen, ligesom du vil have behov for at foretage besigtigelser og derfor skal have kørekort til bil.
Ansøgningsfristen er den 22. november 2026. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 26. november 2026 og evt. 2. samtale den 1. december 2026.
Stillingen er en fuldtidsstilling med ansættelse pr. 1. februar 2027 eller før, hvis det er muligt. Løn og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst.
Vi er 4.800 engagerede kollegaer, der hver dag arbejder for at skabe god service og velfærd for vores ca. 75.000 borgere i Holbæk Kommune. Sammen bringer vi vores forskellige fagligheder i spil og skaber løsninger, der gør en reel forskel.
Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø og på at udvikle vores medarbejdere - både fagligt og personligt.
I Holbæk Kommune arbejder vi aktivt for mangfoldige arbejdspladser, hvor der er plads til forskellighed. Alle kvalificerede ansøgere opfordres derfor til at søge stillingen - uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.