Get a reply from this employer
Your resume and cover letter, tailored to exactly what they’re hiring for.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) søger en teknisk assistent til dokumentation af kritisk infrastruktur i FE’s datacenterdriftsafdeling i København. Stillingen kræver omfattende erfaring med 3D-modellering og teknisk dokumentation i komplekse infrastrukturprojekter.
Du vil vedligeholde 3D-modeller, udarbejde SOP/MOP og sikre at dokumentation og processer lever op til krav og compliance, inklusive håndtering af underleverandører.
Vil du være med til at sikre den tekniske dokumentation af kritisk infrastruktur i et moderne og højsikret datacentermiljø? Har du mange års erfaring med teknisk dokumentation og 2D/3D-modellering af kritisk infrastruktur og datacentre? Arbejder du struktureret, har blik for detaljen og trives med ansvar? Og kunne du tænke dig at bruge din faglighed i en moderne efterretningstjeneste? Så er du måske den tekniske assistent, vi søger til FE’s datacenterdriftsafdeling i København.
FE søger en teknisk assistent, der kan være med til at videreudbygge og vedligeholde dokumentationen og procedurerne for FE’s datacenterdriftsafdeling. Du får en central rolle i at sikre, at den tekniske dokumentation, de procedurer og de processer, der understøtter en professionel drift og vedligeholdelse af FE’s datacenter, er opdaterede og lever op til de nødvendige krav.
Vi forventer, at du har stærke skriftlige og mundtlige kommunikationsevner, er diplomatisk og imødekommende og arbejder struktureret. Du kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå godt i et team, hvor samarbejde med dine kolleger er en vigtig del af hverdagen. Vi forestiller os, at du har minimum 10 års erfaring med 2D/3D-modellering, eksempelvis fra projekterings-, teknisk vedligeholdelses- og/eller videreudviklingsprojekter.
Du har en teknisk uddannelsesbaggrund suppleret med relevant efteruddannelse eller en anden relevant faglig baggrund. Du kan eksempelvis være uddannet teknisk designer eller teknisk assistent. Det er desuden et krav, at du kan opnå og opretholde en sikkerhedsgodkendelse til HEM.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden. Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne – både i den analoge og i den digitale verden. Det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling. Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed og vores mange dybe fagligheder. FE er en helt særlig, operativt orienteret vidensorganisation med mange forskellige opgaver. Fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation og afhænger af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer.
Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusive betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som Forsvarets Efterretningstjeneste betaler.
Kastellet 30
2100 København Ø
Danmark