Don’t send a generic resume — generate a resume and cover letter tailored to this exact role.
DUOS søger en fagligt stærk kvalitets- og udviklingssygeplejerske til at sikre og udvikle sundhedsfaglig kvalitet i organisationen. Stillingen indebærer tværgående sparring med ledelse og driften og kræver erfaring fra det specialiserede socialområde.
Stillingen forventes placeret fra hovedkontoret i Valby med behov for kørsel til forskellige dele af landet. Der tilbydes fuldtidsansættelse, pensionsordning og sundhedsforsikring.
Vil du bruge din sygeplejefaglighed dér, hvor den skal fungere i en kompleks hverdag? Og motiveres du af at omsætte sundhedsfaglige krav og specialiseret viden til praksis, der styrker patientsikkerheden og skaber tryghed for både borgere og medarbejdere?
Vi arbejder hver dag med mennesker, der har behov for specialiseret støtte og hjælp. Vores indsatser tager afsæt i det specialiserede socialområde, og for en del af de borgere, vi hjælper, indgår der samtidig sundhedsfaglige opgaver.
Det stiller høje krav til patientsikkerheden og til, at den sundhedsfaglige indsats er fagligt forsvarlig, dokumenteret og fungerer i praksis tæt på borgeren. Som kvalitets- og udviklingssygeplejerske får du en central rolle i dette arbejde og i at understøtte, at vi lever op til vores ansvar og forpligtelser som registreret behandlingssted.
Du bliver en del af et tværfagligt kvalitetsteam og får en tværgående funktion, hvor du bliver en central sundhedsfaglig sparringspartner for ledelsen og driften på tværs af organisationen. Du skal rådgive og understøtte driftslederne i arbejdet med at skabe en sikker og fagligt forsvarlig sundhedsfaglig praksis i indsatserne omkring borgerne. Samtidig bidrager du til, at lovgivning, faglige krav og instrukser omsættes til en sikker og anvendelig praksis i den daglige drift.
Rollen kræver, at du står sikkert på din faglighed og kan skabe gode samarbejder omkring løsningerne – også når problemstillingerne er komplekse.
Patientsikkerhed og borgerens trivsel er omdrejningspunktet. Dokumentation, instrukser, læring, audit og digitale løsninger er nogle af de redskaber, vi bruger i arbejdet med at sikre en fagligt forsvarlig praksis.
Du er en fagligt stærk sygeplejerske, som kender det specialiserede socialområde og forstår den virkelighed, som sundhedsfaglige opgaver skal fungere i. Du er sikker i din faglige dømmekraft, undersøgende, når noget kræver nærmere afklaring og forskellige hensyn skal balanceres.
Samtidig trives du i rollen som sparringspartner. Du er nysgerrig på praksis og har let ved at gøre kompleks viden konkret og anvendelig for både ledere og medarbejdere. Du arbejder struktureret og er fortrolig med digitale arbejdsredskaber, hvor dit fokus er på, hvordan de bidrager til en sikker og fagligt forsvarlig praksis.
Du får en stilling med stor faglig indflydelse og mulighed for at sætte dit præg på den sundhedsfaglige kvalitet i en organisation, hvor social- og sundhedsfaglighed mødes omkring mennesker med komplekse behov. Du er med til at udvikle løsningerne og følge dem fra faglige krav til praksis tæt på borgeren.
Stillingen er tværgående, og du har møder og sparring med vores driftsområder og samarbejdspartnere forskellige steder i landet. Du arbejder som udgangspunkt fra vores hovedkontor i Valby, men skal forvente, at kørsel til andre dele at landet vil forekomme.
Vi forventer at afholde 1. samtaler 20. oktober og 2. samtaler 22. oktober. Vi ønsker at byde vores nye kvalitets- og udviklingssygeplejerske velkommen 1. december eller snarest derefter.