Get a reply from this employer
Your resume and cover letter, tailored to exactly what they’re hiring for.
Slots- og Kulturstyrelsen søger en strategisk og erfaren enhedschef til Koncern IT med ansvar for drift, sikkerhed og digital udvikling, og for at sikre effektive IT-løsninger på tværs af organisationen. Du får ansvaret for at styrke informationssikkerheden, implementere kunstig intelligens-strategien og gennemføre store projekter som tilskudsadministrationssystem og ESDH.
Som leder af cirka 25 medarbejdere skal du sætte tydelig retning, skabe tillid og samarbejde på tværs af styrelsen,
Koncern IT-chef til Slots- og Kulturstyrelsen
Slots- og Kulturstyrelsen søger en strategisk kompetent og engageret enhedschef til Koncern IT. Du får ansvaret for en central IT-funktion, hvor stabil drift, sikkerhed og digital udvikling går hånd i hånd. Du får samtidig en vigtig rolle i at styrke informationssikkerheden og omsætte styrelsens nye strategi for kunstig intelligens til praksis.
Vi søger en leder, der kan sætte fælles retning, skabe opbakning og omsætte strategiske mål til konkrete resultater samt navigere sikkert i en politisk styret organisation.
En central IT-funktion med en vigtig samfundsopgave
Koncern IT har ansvar for drift, forvaltning og udvikling af de IT-systemer og -løsninger, der understøtter Slots- og Kulturstyrelsens opgaver og på udvalgte områder Kulturministeriets samlede koncern.
Opgaverne spænder fra sektorspecifikke systemer til tilskud, samlinger, ejendomme og kulturarv til administrative løsninger, økonomistyring, ESDH, IT-arbejdspladsen og den grundlæggende IT-infrastruktur.
Koncern IT fungerer desuden som Kulturministeriets fælles IT-funktion og understøtter ministeriets øvrige 19 institutioner med fælles systemer samt rådgivning og tilsyn inden for informationssikkerhed og databeskyttelse.
Du får dermed en bred samarbejdsflade og en central rolle i at sikre, at IT understøtter styrelsens og koncernens behov og er rustet til fremtidens krav.
Sikkerhed, kunstig intelligens og forretningsfokus sætter retningen
Cyber- og informationssikkerhed er højt prioriteret i en tid med et skærpet trusselsbillede og stigende krav til beskyttelse af data. Som enhedschef får du ansvaret for at udvikle området og sikre en systematisk, risikobaseret tilgang til sikkerhed, governance og efterlevelse af relevante krav.
Du får samtidig en vigtig rolle i implementeringen af styrelsens nye strategi for kunstig intelligens. Ambitionen er at bruge kunstig intelligens meningsfuldt og ansvarligt på tværs af organisationen. Du skal derfor bidrage til at etablere det tekniske og sikkerhedsmæssige fundament, blandt andet gennem dataklassificering og en hensigtsmæssig anvendelse af Microsoft 365.
Du vil som en del af din portefølje få ansvaret for en række større projekter, der skal sikre en bedre digital understøttelse at styrelsens og koncernens kerneopgaver, herunder anskaffelse og implementering af nyt tilskudsadministrationssystem, nyt koncernfælles ESDH-system, ny standard-pc-arbejdsplads, ny kulturarvsplatform og nyt koncernfælles studieadministrationssystem.
Du bliver chef for cirka 25 medarbejdere, herunder to teamledere med ansvar for drift og udvikling af IT-systemer på tværs af Kulturministeriets koncern. Enheden består af engagerede medarbejdere med stærke faglige kompetencer og stor erfaring.
Din vigtigste opgave er at sætte en tydelig retning og skabe gode rammer for, at medarbejdere og teamledere lykkes og trives. Du skal sikre balancen mellem stabil drift, udvikling og strategiske initiativer og omsætte politiske og organisatoriske mål til konkrete resultater.
Som en del af styrelsens ledelse bidrager du til den strategiske udvikling og sikrer, at IT understøtter organisationens mål.
Du løser opgaverne i tæt samarbejde med styrelsens øvrige ledelse, departementet, Kulturministeriets institutioner og eksterne samarbejdspartnere.
Vi forestiller os, at du har ledelseserfaring fra en politisk styret organisation og kan skabe resultater gennem ledere og medarbejdere. Du kommunikerer klart, har politisk tæft og organisatorisk forståelse og kan prioritere og træffe beslutninger, også når flere hensyn skal balanceres.
Du har en relevant videregående uddannelse, eksempelvis inden for IT eller samfundsvidenskab. Det afgørende er, at du kombinerer ledelsesmæssig gennemslagskraft med strategisk overblik og tilstrækkelig IT-faglig indsigt til at sætte retning og træffe kvalificerede beslutninger.
I Slots- og Kulturstyrelsen får du mulighed for at præge udviklingen af en central IT-funktion med stor betydning for styrelsens og Kulturministeriets opgaveløsning. Du bliver en del af et ledelsesfællesskab med engagerede medarbejdere, stærke faglige miljøer og en bred samarbejdsflade.
Du får mulighed for at sætte retning for et område, hvor sikkerhed, digitalisering og ansvarlig anvendelse af ny teknologi står højt på dagsordenen.
Ansættelsen sker på åremålsvilkår efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er placeret i gruppe 1, og der kan forhandles tillæg afhængigt af kvalifikationer.
Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2027 eller hurtigst muligt.
Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.
Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på www.slks.dk