Une candidature complète en une minute
Un CV et une lettre de motivation personnalisés, prêts à envoyer.
KOMBIT A/S søger en teknisk stærk arkitekt til at lede arkitekturen i kommunale it-løsninger i velfærd og data. Du starter med ansvaret for en eller to løsninger og sikrer sammenhæng og datakvalitet på tværs af systemer.
Du bliver en central sparringspartner for ledelsen og Product Owners i et agilt miljø og bidrager til arkitekturens udvikling og compliance, herunder GDPR og NIS2. Vi lægger vægt på stærke kommunikationsevner og evnen til at skabe fremdrift.
Vil du arbejde med arkitekturen bag de løsninger, kommunerne bruger hver dag på velfærdsområdet, og være med til at bestemme, hvor de skal hen? Så er det måske dig, vi søger.
Sammen med kommunerne og it-leverandørerne arbejder vi for bedre service og mere sammenhængende og omkostningseffektive løsninger, blandt andet ved at skabe gennemsigtighed på it-markedet og gøre data tilgængelige på tværs.
Vi søger en teknisk stærk og samarbejdsorienteret arkitekt, der vil have et tydeligt fagligt mandat. Du starter med løsningsansvaret for en eller to af forvaltningsområdets it-løsninger. Her sætter du den tekniske retning, sikrer sammenhængen til de øvrige løsninger og udfordrer leverandørerne på kvalitet, drift og værdiskabelse for kommunerne. Du indgår i et agilt setup efter Scrum og bidrager med arkitekturfaglig sparring og opfølgning på leverandørens leverancer.
Rollen giver dig plads til at vokse fagligt. Du får noget konkret at stå på fra første dag, og når du kender løsningerne og samarbejdet, kan du tage et større ansvar for arkitekturen på tværs af hele området. Hvor hurtigt og i hvilken retning, finder vi ud af sammen.
Du behøver ikke at kunne sætte kryds ved det hele. Har du et solidt fundament i data og arkitektur og lyst til at vokse ind i resten, vil vi gerne høre fra dig.
Du bliver ansat i forvaltningsområdet Velfærd og Data og refererer direkte til forvaltningschefen. Fagligt får du løbende sparring med KOMBITs arkitektfaglige miljø, så du ikke står alene med faget. Du har løsningsansvaret for arkitekturen i dine løsninger og arbejder tæt sammen med produktchefen, som har det forretningsmæssige ansvar, og med områdets Product Owners. Efterhånden som rollen vokser, får du også ansvar for sammenhængen i arkitekturen på tværs af området.
Vi tilbyder dig et job, hvor du vil arbejde med nogle af Danmarks største it-løsninger inden for digitalisering og it-dreven innovation i kommunerne. I KOMBIT er det vigtigt, at alle medarbejdere finder en god balance mellem arbejde og privatliv. Vi skaber motiverende rammer, der giver medarbejderne frihed til at planlægge og løse deres opgaver ud fra individuelle behov.
Af samme grund vil du hurtigt opleve, at der er højt til loftet og rig mulighed for at sætte dit præg på en hverdag fyldt med spændende opgaver. Vi har som organisation fokus på dig og dit (arbejds)liv i balance. Vi kalder det LiFE.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte forvaltningschef for Velfærd og Data Camilla Kragh på 93 54 45 21 eller ckr@kombit.dk eller chefarkitekt Lars Vraa på 29 38 88 73 eller lvr@kombit.dk.
Vi tager en kort indledende samtale over teams med relevante kandidater om motivation og forventninger til vilkår.