A complete application in a minute
Tailored resume and cover letter, ready to send.
Forsvaret i Hvidovre søger en chef for værnsfælles it-systemer med ansvar for at lede og udvikle sektionen samt styre porteføljen. Du bliver direkte leder for fire elementledere og it-ansvarlige og skal sikre tæt dialog med forretningen om leverancer og løbende it-understøttelse.
Stillingen kræver relevant uddannelse og dokumenteret erfaring med strategisk styring, it-rådgivning og komplekse tekniske løsninger.
Kunne du tænke dig at være med til at lede udviklingen og forvaltningen af Forsvarets myndighedsspecifikke it-systemer? Så er denne stilling måske noget for dig.
I Cyberdivisionen består Systemafdelingen af seks sektioner, hvoraf Forsvarets værnsfælles it-systemer er den ene. Vi er i hele Systemafdelingen ca. 80 dedikerede- og specialiserede kolleger, samt et antal konsulenter. Medarbejderne i Systemafdelingen er både civile og militære, hvilket giver en god dynamik og sparring i opgaveløsningen. I Systemafdelingen har vi ansvaret for at sikre en strømlinet og effektiv udvikling samt forvaltning af koncernens it-systemer. Cyberdivisionen er en del af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og vi er en af landets største it-organisationer. Vi har ansvaret for, at sikre kommunikation og it til Forsvarets ansatte, uanset om de er om bord på skibe i Nordatlanten, på mission i Baltikum eller arbejder på kaserner og kontorer i hele rigsfællesskabet. Vi er ansvarlige for indkøb, udvikling, drift og forvaltning af Forsvarets it-systemer. Vi arbejder tæt sammen, med både interne og eksterne aktører for at sikre, at systemerne lever op til kravene til understøttelse af forretningens processer under hensyntagen til de højeste sikkerhedskrav.
Som chef for værnsfælles it-systemer får du det overordnede ansvar for at lede og udvikle sektionen samt sikre den strategiske styring, udvikling og forvaltning af sektionens it-systemportefølje. Du bliver direkte leder for fire elementledere og en række it-ansvarlige, som i hverdagen varetager den tætte dialog med forretningen om leverancer og løbende it-understøttelse.
Du trives i en kompleks hverdag, hvor du ubesværet slår bro mellem strategi, organisation og avanceret teknik.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til eller erfaring fra Forsvarets it-infrastruktur og operative vilkår og indsigt i akkreditering, it-beredskab, cybersikkerhed samt GDPR.
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansatte Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hvidovre.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansøgningsfristen er den 9. november 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er som udgangspunkt til besættelse den 1. januar 2027 eller snarest derefter.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.