A complete application in a minute — tailored resume and cover letter, ready to send.
Forsvaret søger cargoassistent til Air Terminal Operation Center (ATOC) ved Joint Movement and Transportation Organization på Flyvestation Karup. Du bliver en del af daglig drift og arbejder tæt sammen med erfarne kollegaer for at sikre effektive transporter af personale, gods og materiel.
Der lægges vægt på villighed til at lære, fysisk aktivitet og ansvarlighed. Stillingen indebærer varierende arbejdstider og mulighed for deltagelse i nationale og internationale opgaver.
Er du klar til et job, hvor ikke to dage er ens? Vil du arbejde helt tæt på militære transportfly, special køretøjer og internationale operationer? Kan du lide at være en del af et hold, hvor alle har en vigtig rolle, og hvor din indsats gør en reel forskel? Så er det måske dig, vi leder efter som cargoassistent i Air Terminal Operation Center ved Joint Movement and Transportation Organization på Flyvestation Karup. Hos os er du med, når Forsvarets personel, køretøjer og materiel skal sendes ud i verden – og når de kommer hjem igen.
ATOC er Forsvarets operative flyterminal og en del af Movement Control.
Vi er de sidste, der ser flyet, inden det letter – og de første, der tager imod det, når det lander.
Vi er en mindre specialistgruppe med et stærkt sammenhold, hvor alle hjælper hinanden. Tempoet skifter fra rolige planlægningsdage til perioder med høj aktivitet, når flyene er på vej ind eller ud.
Som cargoassistent bliver du en del af den daglige drift i ATOC.
Du vil arbejde sammen med erfarne kollegaer, og vil hurtigt få ansvar for dine egne opgaver. Samtidig bliver du en vigtig del af holdet der sikrer, at Forsvarets transportoperationer gennemføres sikkert, effektivt og til tiden.
Nogle dage består af uddannelse, træning og vedligeholdelse af materiel. Andre dage går det stærkt, når flere flyoperationer skal gennemføres samtidig. Det er netop den variation, der gør jobbet spændende.
Der kan forekomme aften-, nat- og weekendarbejde samt rejser både i Danmark og udlandet.
Erfaring inden for transport og logistik er ikke et krav. Har du motivationen, viljen og lysten til at lære, sørger vi for den nødvendige faglige uddannelse og oplæring.
Du er konstabel eller har gennemført en militær grunduddannelse i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet. Du behøver ikke have erfaring med logistik eller lufttransport – det vigtigste er, at du har lyst til at lære.
Hos ATOC bliver du en del af et specialiseret team, hvor din indsats kan ses med det samme.
Stillingen er værnsfælles og kan søges af alle værn.
CS: Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
HKKF: Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Dit faste tjenestested vil være i Karup.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer - her A1 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark og sejlads i danske farvande.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte overassistent Michelle Ljungberg tlf.: 30 55 28 62, e-mail: JMTO-KTP-MOVCON-MD@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR‑konsulent seniorsergent Steen Andersen ved Personelkommandoen mail PKOM-STA@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er den 18. oktober 2026 og samtaler forventes afholdt herefter.
Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) har til opgave at tilvejebringe og indsætte transport- og terminalkapaciteter i forbindelse med strategisk transport, deployering, re‑deployering og genforsyning af indsatte enheder eller enheder på øvelse, nationalt og internationalt. JMTO løser også transportopgaver for kunder udenfor Forsvaret herunder for allierede. Til at gennemføre transporterne anvender JMTO enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører. JMTO er en værnsfælles NIV III myndighed under Operativ Støttekommando og er geografisk placeret på Flyvestation Karup. JMTO består af en stab, ARK‑projektet samt dispositionsenhed; Movement Control (MOVCON). Myndigheden er sammensat af medarbejdere fra alle værn og civile specialister.