Get more replies from employers
Send a job-specific resume in minutes.
Daka Denmark A/S søger en Audit & Compliance Specialist til at omsætte regulatoriske krav til konkrete arbejdsprocesser i drift og på fabrikkerne. Du arbejder med ISO 9001, GMP+, ISCC og ISCC/INS samt NIS2 og GDPR i tæt samarbejde med IT og Legal & Compliance.
Stillingen er baseret i Hedensted med regelmæssig tilstedeværelse ude på lokationerne. Vi lægger vægt på erfaring med kvalitetsstyring, stærke formidlingsevner og en proaktiv tilgang til forbedringer.
Har du lyst til at være med til at drive audits og sikre compliance med de regulatoriske rammer i en virksomhed med en vigtig samfundsrolle? Hos Daka får du en central rolle i at omsætte standarder, lovkrav og compliance til løsninger, der fungerer i praksis i tæt samarbejde med organisationen.
Intet skal gå til spilde – alt kan bruges. Det er filosofien hos en af Danmarks største genanvendelsesvirksomheder, Daka Denmark A/S, der arbejder dedikeret på at give naturens ressourcer tilbage. Gennem sikker og ansvarlig recirkulering af organiske restprodukter producerer Daka ingredienser til blandt andet foderindustrien, biodiesel og gødning. Det stiller høje krav til kvalitet og compliance – og det er netop her, du kommer ind i billedet.
Som Audit & Compliance Specialist er du med til at sikre, at de regulatoriske krav bliver omsat til løsninger, der fungerer i driften. Du arbejder med kompleks lovgivning i en hverdag, hvor audit ikke bare er kontrol, men et værktøj til proaktivt at udvikle arbejdsgange, skabe forbedringer og styrke kvaliteten og effektiviteten på tværs af organisationen.
Som en del af kvalitetsafdelingen refererer du til Head of QHS Marianne Agger og får en stiplet linje til Head of Legal & Compliance. Ledelsesstilen bygger på frihed under ansvar, gensidig tillid og nærvær.
Din faste base bliver på kontoret i Hedensted, men du kommer også til at være en del ude på fabrikkerne i forbindelse med audits og øvrige opgaver.
Vi er på udkig efter dig, der har erfaring med audits, gerne inden for ISO 9001, GMP+ og/eller ISCC. Erfaringen er vigtig, men endnu vigtigere er det, at du har lyst til at auditere og trives med at være tæt på driften ude på lokationerne. Derudover interesserer du dig for informationssikkerhed og databeskyttelse, eksempelvis NIS2, GDPR, ISO 27001, D-mærket eller NIST.
Du er nysgerrig af natur og har let ved at sætte dig ind i komplekse standarder og lovkrav, som du formår at omsætte til praktiske løsninger. Med gennemslagskraft, ansvarlighed og stærke samarbejdsevner får du opgaverne sikkert i mål, og du arbejder lige så godt selvstændigt som i tæt samarbejde med dine kolleger.
Vi forestiller os, at du kommer fra en lignende stilling i en fødevarevirksomhed eller anden relevant procesindustri og har en videregående uddannelse inden for kvalitet, fødevarer, bioteknologi eller lignende. Erfaring med kvalitets- og ledelsessystemer er en fordel, ligesom en Lead Auditor- eller intern auditoruddannelse vil være et plus.
Restprodukter er en af fremtidens vigtigste ressourcer. Det ved man i Daka Denmark. Derfor kan du se frem til at blive en del af en virksomhed, hvor bæredygtighed er en central del af virksomhedens DNA.
Den samlede medarbejderstab i Daka tæller ca. 250 medarbejdere, som alle er stolte af den grønne mission, og som brænder for at tilbyde høj kvalitet til kunderne. Som arbejdsplads bliver du en del af en kultur præget af høj faglighed, en uformel omgangstone og et stærkt sammenhold.
Hvis du motiveres af at skabe overblik i kompleksitet, bygge bro mellem regler og praksis og være med til at udvikle en samfundsvigtig virksomhed, ser vi meget frem til at høre fra dig.